
Det nye spejderhus er indviet og taget i brug
Denne nyhed er fra april 2022.
Fredag den 22. april 2022 holdt vi officiel indvielse af vores nye spejderhus, men vi har alligevel snydt lidt og holdt vores spejdermøder i huset de sidste par uger.
Vores første erfaringer med huset er at det er blevet præcis de rammer vi havde håbet på og arbejdet for. Det er med andre ord nogle rigtigt glade spejdere – børn og voksne – der nu holder til på Brønshøjvej 29B. Hvis I kommer forbi så læg mærke til de store smil vi går rundt med.
Som med alt nyt er der stadig nogle småting der skal justeres og ting der skal finde den rette hylde. Udefra set er det mest tydelige nok at der endnu mangler at blive gensået græs, samt den grønne beplantning af facaderne. Det kommer snart.
Indendørs har vi et stort samlingslokale med masser af udkig til den åbne gård, Cirkelrummet og vandtårnet. I tilknytning til samlingslokalet er køkken og garderobe. Stueetagen indeholder endvidere et lokale til spejderlederne, et enkelt patruljelokale og en række depotrum med plads til alt fra papir og tuscher til telte, økser og rafter. Toiletfaciliteterne kan også benyttes af Vandtårnet til deres arrangementer. På første salen er der seks mindre patruljelokaler. Det er et centralt element i spejderbevægelse at spejderne kan fungere selvstændigt i en patrulje på typisk 5-8 børn. Patruljelokalerne er med til at sætte en god fysisk ramme for patruljernes sammenhold og arbejde.
Ude i den åbne gård er udekøkken og den store trappe der fungerer som godt samlingspunkt for både større grupper og mindre opgaver. Udefra er der endvidere adgang til depotrummene.
Åbent Hus
Mange har nysgerrigt fulgt byggeriet og vi vil derfor gerne byde hele Brønshøj og andre nysgerrige til at komme og opleve huset.
Søndag den 8. maj 2022 slår vi dørene op fra klokken 11-15 så der bliver mulighed for selv at se sig omkring og opleve hvad det er vi er så glade for og stolte over.
Historien kort
Spejdergruppen Bellahøj 21st Barking stammer fra 1942.
Fra 1967 holdt spejdergruppen til på Herbergvejen 4 hvor “Bjerglandsbyen” nu ligger. Spejderhytten var i virkeligheden allerede dengang gammel idet det var en af vandforsyningen aflagt træhytte der blev flyttet fra Nordsjælland til placeringen ved højdebeholderne på Bellahøj. I 1980 udbyggede spejderne hytten med lidt ekstra kvadratmeter.
Januar 2011 gik det op for os at HOFOR ville rive højdebeholderne ned og at der skulle bygges boliger på matriklen. Hytten lå på en matrikel i tilknytning til højdebeholderne. En grund som spejderne lejede af HOFOR og dermed var hyttens fremtid påvirket.
Siden 2011 har spejderne arbejdet med projektering, fondsansøgning og byggeri af det nye spejderhus på Brønshøjvej. I de sidste 6½ år “genhuset” i Rytterskolen på torvet.
Nedenfor en serie billeder af spejderhuset