Nyheder

Hyttesituationen januar 2012

Desværre står vores spejdergruppe overfor en stor udfordring, idet der er stor risiko for, at vi mister vores grund/hytte på Herbergvejen. Grunden har vi lejet af Københavns Energi vand (KE) siden 1967, som også ejer vores nabo Bellahøj vandreservoir (”vandtårnet”). Vandtårnet er i 2011 blevet taget ud af drift og erstattet af en pumpestation, hvorfor KE ønsker at sælge grunden og dermed også det hjørne af grunden, hvor vores spejderhytte ligger.


Vi er endnu ikke officielt blevet informeret af KE om opsigelse/udsigterne for os, men da vi iflg. vores lejekontrakt kan blive opsagt fra lejemålet med 3 mdrs. varsel, nedsatte vi i 2011 et ”hytteudvalg” i B21B, med det formål at arbejde for den bedste løsning i denne vanskelige situation.

 

Spejderne er dog ikke de eneste, som bliver berørt af et salg af grunden. I august 2011 satte vi os derfor sammen med de øvrige naboer til vandtårnet, for at danne fælles front og arbejde for en løsning, som kunne gavne os alle. Det drejer sig om flg. (se oversigskort):

  • Menighedsbørnehaven Parkhøj, vores ”bagbo” hvis legeplads er truet, idet denne ligeledes er lejet af KE vand. Uden legeplads er det svært at drive en børnehave.
  • Vandrerhjemmet
  • ”Bellahøjhusene” (repræsentant for de 4 boligforeninger)
  • Bellahøj fritidshjem (som har legeplads ud mod vandtårnet og har får, geder og kaniner på grunden)
  • Den integrerede institution Riiset (en stor del af deres legeplads ligger på vandtårnsgrunden og er således lejet af KE vand)

Vi har arbejdet på mange fronter. Vores primære tanke var at ansøge om at bevare vandtårnet og omdanne det til et ”kvarterhus” med forskellige aktiviteter som en del af den sociale helhedsplan. I et forsøg på at påvirke processen fra politisk side, har vi bl.a. haft møde med Rasmus Jarlov (næstformand i Børne- og ungeudvalget i Københavns Kommune) samt Jacob Hougaard (medlem af borgerrepræsentation og næstformand for bestyrelsen i KE). De har begge været forbi hytten og set på området. Af andre tiltag kan nævnes:

  • Anmodning til kommunen om at frede vandtårnet (som det er tilfældet med det andet vandtårn på Brønshøjvej samt resten af området omkring Degnemosen). Det er kommunen ikke interesseret i desværre.
  • Kontakt til KE med forespørgsel om at købe vores del af grunden. Vi har dog desværre ikke modtaget svar endnu, men da netop vores del af grunden er den naturlige adgangsvej til grunden, bliver det nok svært at få dem til at sælge netop dette hjørne fra.

Umiddelbart før jul blev de øvrige naboer til vandtårnet kontaktet af KE og oplyst om, at nedrivningen af vandtårnet påtænkes begyndt allerede primo februar 2012. Der skulle angiveligt være flere interesserede købere til grunden mhp. boligbyggeri. Dog skal grunden først byggemodnes og der skal godkendes lokalplaner, hvilket formentlig vil tage flere år. Iflg. KE skulle vandtårnet ikke være anvendeligt til andre formål, idet det blot består af en tynd skal med betonklodser og vandbeholdere indeni.

KE har i forbindelse med nedrivningsprocessen adspurgt vandrehjemmet, om de måtte benytte deres parkeringsplads som adgangsforhold til grunden. Alternativet var, at vores (spejdernes) lejemål blev opsagt øjeblikkeligt, således at de kunne få adgang til grunden fra ”vores” hjørne. Vi skylder vandrerhjemmet en stor tak, fordi de har indvilliget i, at deres parkeringsplads bliver benyttet i stedet, således at vi kan få lov at blive på grunden foreløbig. Desværre er B21B endnu ikke blevet kontaktet af KE og informationen kommer via vores samarbejde med naboerne. Vi har (igen) anmodet om et møde med KE snarest for at få klarhed over vores situation.

Vi kæmper videre for at bevare de fantastiske rammer for verdens bedste spejdergruppe! Gode idéer eller initiativer er selvfølgelig velkomne (skriv til: hytteudvalg [at] b21b [dot] dk)

 

På vegne af hytteudvalget

Louise Lundby Christensen (medlem af B21B’s bestyrelse og mor til 2 glade spejdere)

VandtårnetVandtårnet