Ny Junior

Som ny i juniorgrenen vil du ved indmelding få udleveret følgende:

Det forventes at du selv anskaffer dig en uniform da den jo skal passe til lige præcis dig. Uniformen kan købes i Spejdersport i flere varianter. Hertil vil vi som erfarne brugere af uniformer i øvrigt tillade os at fraråde velcrolukninger da de er upålidelige.

Dolken

Dolken er spejderens bedste ven!

Knivbevis Den bruges til at snitte træ, skære reb og lave mad. Altså et uvurderligt værktøj, som enhver spejder bør have på sig. Men, det er vigtig at huske at den netop er et værktøj, ikke et legetøj. Derfor får i heller ikke lov til at bruge kniv før i har bevist at i kan finde ud af at bruge den rigtigt - uden undtagelse!. Dette gør i ved at tage et knivbevis. Når du har taget dit knivbevis får du et mærke, du kan sy på din uniform som viser du kan finde ud af at bruge din kniv. Dette betyder til gengæld også at det tages fra dig med det samme hvis du viser at du ikke kan finde ud af at bruge den alligevel.

Hvilken kniv?

En dolk er den mest personlige udrustning du ejer, og i øvrigt den der kan gøre mest skade, find derfor en kniv der passer dig godt. Her er det størrelsen af bladet og håndtagets form der er vigtigst. Som junior er der ingen grund til at have et særligt langt blad da du så får svært ved at styre kniven. Dette betyder nemlig også tit at håndtaget kommer ned i en form og størrelse der passer til juniorhænder ;-)

Selvom det er vigtigt at have en kniv man er tryg ved, betyder det dog ikke at man behøver at smide en mindre formue efter den. Prisen hænger typisk mest sammen med design og mærke. Ligger den godt i hånden og sørger man for at vedligeholde den, er prisen underordnet. En typisk juniorkniv „vangedal junior slirekniv“ kan f.eks. erhverves for omkring 190kr.

Vedligeholdelse

Som nævnt er vedligeholdelse vigtig for dolkens funktionalitet. Dolke bliver brugt meget indenfor spejder og det slider selvfølgelig. Selvsagt er det først og fremmest sløvhed der er problemet. Derfor bør dolken slibes jævnligt da en sløv kniv er en farlig kniv. For jo sløvere den er, jo flere kræfter skal der lægges i dolken og den vil have en tendens til at bevæge sig i ryk. Dette øger risikoen for at kniven smutter, og når den så smutter gør den det med stor kraft fordi man skal lægge så mange kræfter i. Den „for skarpe kniv“ er således en myte, en skarp kniv giver derimod meget bedre kontrol over kniven når den skærer, og hvis man skulle skære sig bliver snittet renere.

Ture og tilmelding

For at muliggøre planlæging af indkøb til ture vil der normalt være en deadline for tilmelding ca en uge før turen. Men det er vigtigt at huske på at dette er seneste tilmelding ikke den foretrukne ;-) Sagen er at jo tidligere vi ved hvem der kommer jo lettere er turen at detailplanlægge og indkøbe til. Derfor vil vi gerne opfordre til, at man så hurtigt som muligt finder ud af, om man kan komme eller ej og sørger for at til- eller framelde sig den.

Af samme grund ser vi også gerne, at man melder tilbage selvom man ikke kan komme - altså framelder.

I det tilfælde at spejderen har andre arrangementer en af dagene på turen så tag lige en snak med en af lederne. Det er nemlig typisk muligt at aftale individuel aflevering eller -hentning. Vi tror dog at det giver en meget mere helstøbt oplevelse for spejderen at være med fra start til slut. Derfor håber vi at man altid overvejer hvorvidt der virkelig er tale om en nødvendighed eller om det er muligt at vælge det andet arrangement fra.

Når vi juniorer tager på tur, går de fleste vinterture til hytter, mens de i sommerhalvåret holdes udendøre i telt, bivuak eller i shelter. Kravene til udrustning er derfor alt afhængig om der soves i hytte eller ej (det vil fremgå af tursedlen). Vi forventer som minimum at spejderen har følgende med:

  • En rygsæk

Selv på hytteture skal der transporteres baggage til fods. Til dette foretrækkes klart en vandrerygsæk - sportstasker er umådeligt hårde at vandre med!

  • Bestik og viskestykke

Vi kan ikke være sikre på at der i hytten forefindes bestik derfor bør man altid medbringe tallerken, kniv gaffel og ske. Ligeledes vides det ikke om der er viskestykker, desuden er opvask i sidste ende ens eget ansvar. Så det er en god vane altid at tage et viskestykke med - det hverken fylder eller vejer særlig meget.

  • Sovepose

Til hytteture er kravene til en sovepose yderst beskedne, skal vi til gengæld sove ude afhænger det meget af årstiden hvorvidt der skal investeres i en dyrere sovepose eller eventuelt en lagepose. Spørg os, hvis I er i tvivl.

  • Liggeunderlag

Selvom der i de fleste hytter findes madrasser, så ser vi helst at I har liggeunderlag med til alle ture. Det er for det første helt ulideligt at sove uden underlag, hvis der nu skulle mangle madrasser. Men liggeunderlaget bruges ligeså meget til at sidde på når vi laver aktiviteter udenfor.

  • Hjemmesko

På hytteture skal fodtøjet af når man er indenfor, og de fleste hytter har meget kolde gulve.

Tørklædet

Tørklædet er en del af din uniform og til alle spejderarrangementer forventes det at du har det på!

Dette er for det første så folk kan genkende dig som spejder, men også fordi at gruppens tørklædefarver kun deles med få andre i divisionen. Således er tørklædet en effektiv måde for os at genkende vores egne spejdere. Skulle det dog ske at du mister dit tørklæde kan de ligesom uniformen købes i Spejdersport.

Det er dog ikke ligegyldigt hvordan du bærer dit tørklæde. Det skal selvfølgelig være nydeligt „rullet“ og bundet med et firknob så man kan se hvor stolt du er af det!

At rulle ens tørklæde er det der giver det dets „slikstangsstriber“. Det er lidt svært at forklare hvordan man ruller tørklædet og kræver minimum 2 personer hvis det skal gøres ordentligt. Så hvis du ikke ved hvordan det skal gøre må du lige prikke til din leder så viser vi dig det på nul komma fem.

Firknobet kan du til gengæld øve dig på derhjemme selv med et urullet tørklæde. Det er et meget vigtigt knob at kunne som spejder, da man ikke kan gå rundt med et firknob man ikke selv har bundet! Derfor bliver man nødt til at gå med råbåndsknob eller lignende indtil man lærer at binde firknobet - og det ser jo ikke særlig sejt ud ;-)

Som med det meste udstyr kan det stærkt anbefales at sætte navn på sit tørklæde. Specielt med tørklæder er det dog ekstra vigtigt, da de er helt umulige at kende forskel på, hvorfor man nemt får byttet tørklæder med hinanden.

Mærker

De første mærker man får som ny junior er gruppe og divisionsmærket. Absalons divisionsmærke

Divisionsmærket sættes på højre uniformslomme mens gruppemærket sættes lige over venstre.

Lommeorden

Når vi snakker om 'at have lommerne i orden' tænkes der på uniformslommerne; mere specifikt hvad der er i dem. Der er nemlig nogle ting som er rigtig smarte at have i sin uniform.

  • Tændstikker/lighter

Som spejder kommer du med garanti til at skulle tænde et bål og så er det irriterende at skulle rende rundt og låne fyrtøj af andre. Om du så bruger lighter eller tændstikker må du selv om, man skal bare vide at der er fordele og ulemper ved begge. En lighter kan, når den er tændt, brænde i længere tid end tændstikker og er derfor nemmere at fænge med. Til gengæld kan man med tændstikker nemmere komme ind under bålet hvor det er mest effektivt at få fat. Men tændstikker er en del mere skrøbelige end lightere, hvis de bliver våde er de lige til at smide ud. Et smart trick er derfor at opbevare dem i en filmkapsel sammen med siden af en lille tændstiksæske (strygesiden).

Sidst må vi understrege at så smart som fyrtøj er at have på sig, kan vi godt leve med at vores spejdere ikke har det og vi er meget strenge med ikke at lege med ild. Sagt kort: Leger du med din lighter/tændstikker tager vi dem fra dig med det samme, uden mulighed for at få dem tilbage!

  • Sangbog

Vi synger meget til spejder, og en fælles sangbog gør det meget lettere. Har du den ikke på dig, er du nødt til at læse andre over skulderen, hvilket kan blive ret så trættende.

Meget vigtig! husk den ;-)

  • Papir og skriveredskaber

Mange opgaver i spejderarbejdet kræver faktisk at have noget at skrive med og på. En meget sur ting at stå og mangle.

  • Kompas

kompasset er godt nok ikke noget du kommer til at bruge særlig meget som junior. Men ligesom med lommeregnere i folkeskolen er det en sikker investering der uden tvivl er nødvendig når du bliver ældre.

  • Refleks

Til og fra ture kan vi risikere at skulle går langs landeveje i mørke. Dette er selvsagt noget vi helst undgår, men om vinteren kan det være umuligt. Hvis i ikke har reflekser på i sådanne situation kan i risikere at bilerne ikke kan se jer før det er for sent. Derfor ønsker vi at i har en refleks i en snor og en sikkerhedsnål så i kan sætte den på jeres tøj.

* Ilden En lille håndbog til spejdere mellem 10-13 år. her findes knobvejledning, pakkeguide og andet praktisk.

 
Spejderliljen
Sidst ændret: 25.05.2010 01:30 af Mathias Madsen

Sitemap · Webmaster